Gaveguide 2013 - Børnespil

Peter Brichs af Peter Brichs d. 27. November 2013

Det kan virkelig være svært at finde en god gave til børnene. Næsten alle børn elsker brætspil, og derfor har Papskubber taget et kig på fem gode børnespil, der kan spilles af børn fra 5-10 år, uden voksnes deltagen.

I vores gaveguide til børnespil har vi kigget på

Croa!

Som stor frødronning har du længe styret sumpen med hård hånd. Nu er der kommet tre andre dronninger i din sump. Tid til at vise, hvem der er dronning!

Croa (eller Croak, som spillet også hedder) er et strategisk spil, hvor dine frøer hopper fra brik til brik, for at få flere frøer i din familie, og derved forsøge at trampe de andre spilleres frøer du af din sump.

Croa er et hurtigt, sjovt spil, som henleder tankerne lidt på skak i dets mekanikker. De fine frøer er virkelig flotte, og kan tåle at blive leget med – derudover er der timevis af sjov gemt i spillet.

Der skal lige være en voksen, der læser reglerne, men så kan 2-4 seks-årige spillere sagtens spillet Croa alene.

Pris: Ca. 300 kr.

Roskis

Hvem går ud med skrald? “Det er i hvert fald ikke mig…”. Den tanke har hele familien…men nogen skal jo gøre det!

Roskis (som betyder ‘skraldespand’ på finsk) er et såkaldt behændighedsspil – man skal komme skraldeformede brikker i en pap-skraldespand, uden at noget falder udover kanten. Det starter nemt, men bliver lynhurtigt svært.

Behændighedsspil er rigtig gode til at styrke barnets motorik, og Roskis har et ekstra lag af strategi indbygget. Roskis er en rigtig god erstatning for klasikkeren Klodsmajor.

Roskis er udgivet med danske regler, men indeholder slet ingen tekst i selve spillet, og kan derfor spilles af børn ned til 6 år.

Pris: Ca. 300 kr.

De små drageriddere

Kom op på toppen af Drageklippen for at jage den farlige drage væk. Men pas på! Dragen prøver at stoppe dig!

I De Små Drageriddere gælder det om op på toppen af den farlige Drageklippe, ved at bygge en form for stige, din helt kan kravle op af. Spillerne ruller med en terning, for at se hvilken type genstand, de må bruge i denne runde – men hvis de ruller forkert kaster dragen en sten ned mod din fine stige, for at vælte den.

De Små Drageriddere lærer barnet gode ting om rumhukommelse, for de små brikker skal kunne balancere på hinanden. Der er timevis af sjov gemt i dette nuttede børnespil

De Små Drageriddere er udgivet med danske regler, og indeholder slet ingen tekst i spillet. De fem-årige vil kunne deltage, og spillet kan klare to til fire spillere.

Pris: Ca. 250 kr.

Simsala Hop

Det er tid til en tryllekonkurrence! Hvem kan lave flest frøer om til kaniner?

I Simsala Hop er alle spillerne små troldmænd og hekse, som skal prøve at vende så mange brikker med frøer på ene side, og kaniner på den anden. Brikkerne ligger på en plade, der “svæver” i luften, så du kan få din tryllestav under pladen. Du bruger din tryllestav til at skubbe brikkerne op i luften, så de bliver vendt.

Simsala Hop er endnu et behændighedsspil, men hvor det i Roskis handlede om at få stablet ting i et affaldstårn, gælder det altså her om at få ting til at flyve gennem luften.

I Simsala Hop, som vandt guldbrikken for bedste børnespil i 2013, er et skæppeskønt spil udgivet på dansk, og er perfekt for de mindste. To til fire spillere fra fem år og opefter kan deltage.

Pris: Ca. 280 kr.

Ghost Tower

Spøgelsesbørnene øver sig i at blive rigtige spøgelser, men skal være i seng inden midnat, hvor de voksne spøgelser tager over.

Ghost Tower, et vende-/huskespil med et twist. Det gælder nemlig om at finde og huske hele 3 brikker på en gang, alt imens der skal holdes øje med klokken.

Ghost Tower er et let og sjovt børnespil. Spillet kan efter få gang spilles af børnene alene. Ghost Tower træner hukommelse, samarbejde og er samtidig med til at lære børnene om klokken.

Spillet er udgiver med danske regler, og kan spilles af to til seks børn fra fem år og opefter.

Pris: Ca. 240 kr.