Cover fra Brikker & Bræt

Bare bedre børnespil

af Thomas Vigild d. 8. October 2013

Fyld affaldsspanden, nedlæg dragen eller tryl frøer om til kaniner. Efterårets 5 bedste brætspil til børn er alsidige, fysiske og nytænkende.

Roskis

  • Fra 6 år
  • Antal spillere: 2-4
  • Udvikler: Carlo Rossi / Lautapelit
  • Pris: 300 kr

Ingen gider at gå ud med skraldet, så i det opfindsomme balance-spil Roskis er det netop straffen, hvis ikke man pakker affaldet godt nok. Med spillet følger vellavede æbleskrog, dåser, mælkekartoner og flasker, som det gælder om at stable i skraldespanden, uden den vælter over. Originalt tema og lærerigt børnespil, der fordrer både taktik og fingerfærdighed.

De Små Drageriddere

  • Fra 6 år
  • Antal spillere: 2-4
  • Udvikler: PaperGame
  • Pris: 250 kr

Som i et ægte eventyr troner dragen her højt på toppen af bjerget. Derfor skal man i De Små Drageriddere først bygge det originale spillebræt op i højden. Dernæst skal hver lille ridder stable et væld af forskellige papbrikker op ad bjergsiderne, så ridderne kan nå op på bjerget. Men pas på, for der kan falde klippestykker ned, og det gælder om at bygge så stabilt et paptårn som muligt. Forfriskende enkelt og vellavet børnespil, der sjovt udfordrer bygge-begærlige både unge og ældre riddere.

Bunny Boo

  • Fra 2½ – 5 år
  • Antal spillere: 1-2
  • Udvikler: SmartGames / P-Trade
  • Pris: 150 kr

Gådefulde puslespil til børn under 3 år er både sjældne og sjældent gode, men Bunny Boo er undtagelsen. Groft sagt er det et puslespil i 3D med fire lækre træklods-er, hvor gåderne består i, at barnet skal placere klodserne og kaninen, så opstillingen matcher en af spillets 60 udfordringskort. Men det kan også blot bruges som legetøj, og den elegance og fleksibilitet gør Bunny Boo til en samling suveræne gåder med stigende sværhedsgrad udi logik, problemløsning og rumsans for børnehave-børn.

Ghost Tower

  • Fra 5 år
  • Antal spillere: 2-4
  • Udvikler: Heinz Meister / Lautapelit
  • Pris: 200 kr

Alle kender vendespil, hvor to kort skal matches. Men hvad nu hvis samme spil får en fast tidsfrist og krav om samarbejde? Sådan er Ghost Tower, der handler om at nå at putte et kuld spøgelsesunger, inden uret på spillepladen slår tolv. Efter tur vender ungerne brikkerne, og skal sammen forsøge at hitte tre ens – men laver de fejl, så tikker uret tættere på tolv og spøgelsesungernes sengetid. En suveræn genfortolkning af et kendt spil, der kun bliver bedre med mere samarbejde.

Simsala Hopp

  • Fra 6 år
  • Antal spillere: 2-4
  • Udvikler: Inka & Markus Brand / Competo
  • Pris: 250 kr

Simsala hopp!! skriger ungerne, mens de hamrer løs under spillebrættet med en tryllestav, så papbrikker danser og springer rundt. Men det er netop meningen i det ganske fysiske og sødt udtænkte færdighedsspil, hvor en samling små papbrikker skal vendes rundt i luften, så frøbrikker bliver “tryllet om” til kaniner i forskellige farver. Uforpligtende og opfindsomt færdighedsspil, som pirrer ungernes fantasi.


Cover fra Brikker & Bræt Artiklen har tidl. været udgivet i magasinet Brikker & Bræt.