6 brætspil vi ser frem til

Peter Brichs af Peter Brichs d. 26. marts 2012

Papskubbers redaktion kan – som så mange andre – godt lide helt nye spiloplevelser, og holder et øje stift rettet mod horisonten, på evig udkig efter det nyeste og bedste, der rører sig indenfor brætspils verdenen.

Her er seks spil, som vi ser rigtig meget frem til at få fingrene i, for at se om de er ventetiden værd.

Lasse glæder sig til…

Infiltration

I Infiltration er spillerne cyber-tyve, som konkurrerer om at hacke sig til værdifuld information. Infiltration er et kortspil baseret på et sci-fi univers som pænt sagt ligner en klon af Blade Runner universet – dette er dog en rigtig fin ting, da der desværre ikke er mange brætspil med den type sci-fi tema.

Hvorfor glæder jeg mig til Infiltration?

Der er to grunde til hvorfor jeg glæder mig til Infiltration. For det første appellerer spillets tema til mig; som fan af den klassiske film Blade Runner er det fedt at se, at der også udgives brætspil med lignende tema. For det andet er spillets designer Donald X. Vaccarino, designeren bag Dominion og Kingdom Builder, som er to brætspil favoritter i mit hjem. Forhåbentligt bliver Infiltration også et hit.

String Railway

I String Railway bygger I togskinner for at forbinde forskellige byer. Det der adskiller String Railway fra andre tog-brætspil er dog, at togskinnerne er repræsenteret af snørrebånd i forskellige farver. Målet er at forbinde så mange byer som muligt uden at krydse hinandens skinner mere end højst nødvendigt.

Hvorfor glæder jeg mig til String Railway

String Railway blev oprindeligt udgivet på japansk i 2009. Nu kommer det endeligt i en engelsk udgave til sommer/efteråret og jeg glæder mig. String Railway ligner et hurtigt, transportabelt og sjovt lille brætspil, og så synes jeg, at hele konceptet med at bruge snørrebånd som togskinner lyder genialt.

Per glæder sig til…

D-Day Dice

Du er en del af de allierede landgangsstyrker i Normandiet 6. Juni 1944. Når din enhed kravler op på stranden begynder problemerne bogstaveligt talt at regne ned over jer. Du skal samle resourcer mens du langsomt, alt for langsomt, bevæger dine mænd frem mod de tyske stillinger.

Hvorfor glæder jeg mig til D-Day Dice?

Masser af specielle terninger, knappe ressourcer og et spil hvor det gælder om at samarbejde for at overleve. Der er alt for få gode kooperative spil på markedet, så jeg er altid spændt når der kommer et nyt. Og så skal det nævnes at var jeg en af de første sponsorer til at få spillet udgivet, og får derfor en sand syndflod af udvidelser, ekstra kort og tilbehør med i købet.

1989: Dawn of Freedom

Østeuropa 1989. Afslutning på den kolde krig. Befolkningerne i Østeuropa slår sig i tøjret. Det er kapitalisterne i vest, “demokraterne”, og statskapitalisterne i øst, “kommunisterne”, der kæmper om kontrollen i bl.a. Polen og DDR. Her er mulighed for at brætspille et stykke historie du selv er en del af.

Hvorfor glæder jeg mig til 1989: Dawn of Freedom?

1989 begynder der hvor Twilight Struggle ender, kort før berlinmurens fald, og bruger et tilsvarende kortdrevet spilsystem. Hvis man er bare lidt interesseret i moderne historie, er det her rent guf. GMT Games spil er som regel i bedste kvalitet, med lækre komponenter og et gennemtestet spilssystem. What’s not to like?

Peter glæder sig til…

Dungeon Fighter

I Dungeon Fighter spiller du en flok gæve eventyrere, der vover liv og lemmer for vores andres sikkerhed, i de mørke og dystre katakomber, der er inficerede med monstre, dæmoner og andet skidt og kanel.
Det er ikke just en original historie, du finder her, men det originale kommer i spillets måde at blive spillet på.

Hvorfor glæder jeg mig til Dungeon Fighter?

Jeg var heldig at komme med til Spiel i Essen, hvor jeg fik fingrene i en udgave af spillet, selvom det faktisk talt ikke er udkommet endnu. Dungeon Fighter er noget så fantastisk som et behændighedsspil, sat i den klassiske spilhistorie med helte og monstre.

Selve spillepladen er en stor måltavle, som du prøver at kaste terninger ind på. Undervejs i spillet skal du kaste på bestemte måder, for at kunne give skade – eksempelvis skal du kaste med lukkede øjne, med begge hænder, ned fra næsen, eller med andres hænder. Latterbrølene er store, og jeg glæder mig til at kunne dele det med flere brætspillere.

Last Night on Earth: Timber Peak

“De blev ikke stoppet. De levende døde. Vi blev overrendt, og nu…? Nu er de på vej hertil.”

Med disse ord, udtalt af en hærdet og blodig sheriff, kunne traileren til Last Night on Earth: Timber Peak godt starte, hvis det var en film og ikke et brætspil. Timber Peak er en standalone udvidelse til Last Night on Earth, hvilket betyder at den både kan spilles for sig, og sammen med grundspillet – ligesom Small World: Underground.

Hvorfor glæder jeg mig til Timber Peak?

Last Night on Earth er mit yndlingsspil. Ikke nødvendigvis det spil i min samling, der har de bedste mekanikker, men helt sikkert det spil, der giver mig de bedste oplevelser – men jeg er også selvudnævnt zombie fanatiker.

Timber Peak lover mere af den fantastiske zombie-glæde, der var til stede i originalen, mens der også kommer nye twists på det kendte spil – blandt andet muligheden for at kunne avancere sine helte med experience points, kendt fra rollespilsuniverset, ser jeg meget frem til.

Skriv din kommentar